Kristendom
"Kristent liv er en daglig dåb, man konstant vandrer i og dog troen er og bliver det overordnede" Martin Luther
Kristendommens monopol i Danmark er blevet svækket voldsomt i løbet af de sidste 40 år. Debatter omkring troen er kommet langt mere på mediernes dagsorden, end de har været tidligere. Mange nye religioner og ideologier er kommet til og en undersøgelse fra 2006 viser, at der f.eks. i Århus kommune alene er ca. 75 religiøse trossamfund repræsenteret! Danmark er blevet et multietnisk, multikulturelt og multireligiøst samfund og denne udvikling berører os alle og kræver stillingtagen, enten vi vil det eller ej.
En af de største forhindringer for en meningsfuld dialog mellem islam og kristendommen er den manglende viden på begge sider om både ens egen og ”de andres” religion. De færreste danskere har noget særlig dybt kendskab til kristendommen, selv om de er medlemmer af folkekirken, og på samme måde ved mange muslimer ikke meget om, hvad der står i deres egne hellige skrifter, Koranen og Hadith. Og kendskabet til ”de andres” religion er endnu ringere.
Hvis man ikke kender sig selv godt nok, bliver man ofte usikker over for ”den anden” og ser ham/hende som en trussel. Og hvis man ikke kender ”den anden” godt nok, forfalder man ofte til at skabe fjendebilleder. Derfor er religionsundervisning en vigtig forudsætning for en meningsfuld dialog.
Først og fremmest er det vigtigt at vide, hvor ens egne grænser går, både som menneske og som kultur, så dialogen ikke bliver et uopfyldeligt krav om at nå til enighed. Man skal vide noget om, hvornår det er frugtbart at gå i dialog og hvornår det blot vil skabe endnu større skel.
En anden forhindring for en meningsfuld dialog med muslimerne er, at mange danske teologer - i en velmenende, men helt misforstået søgen efter ligheder mellem islam og kristendom - fuldstændig overser eller tilslører de betydningsfulde forskelle, der er mellem dem. Man gør dialogen til en jagt på enighed, og på den måde svigter man på begge fronter. For islam har ganske vist nogle overfladiske lighedspunkter med kristendommen – men i bund og grund er de to religioner så forskellige som olie og vand og kan aldrig forenes. En alt for konsensussøgende dialog er mangel på respekt for begge religioner….
Jeg vil derfor meget gerne komme ud og holde foredrag eller weekendkurser om bl.a. hvad siger kristendom og islam? Hvad er ligheder og forskelle mellem kristendom og islam?
Hvis du/I er interesseret, kan du kontakte min koordinator Marianne Søndergaard og aftale tid og sted med hende.
E-mail: fnyffer@gmail.com
Telefon: 86856575
Mobil: 61777757


