Om Massoud

"Gode gerninger gør ikke en mand god, men en god mand gør gode gerninger"          Martin Luther

 

Mit navn er Massoud Fouroozandeh. Jeg er født i Teheran, Iran i 1970 og tidligere muslim. Jeg er gift med Elmira, som arbejder som mediegrafiker i en dansk virksomhed. Vi har sammen to dejlige piger, Jasmin (som er et blomsternavn) og Negin (som betyder ædelsten).

 

Jeg voksede op i Shahens tid og var 9 år gammel, da Khomeini kom til magten i Iran. Min far var praktiserende muslim og opfordrede mig til at studere Koranen og leve som en trofast muslim. Min mor var religiøst åben og interesseret i blandt andet kristendommen.

 

I 1986, da krigen rasede mellem Iran og Irak, blev jeg som 15-årig kaldt ind til aktiv militærtjeneste, men jeg fandt krigen absurd og meningsløs. Med den ene fod i gips og på to krykker flygtede jeg gennem de kurdiske bjerge til Tyrkiet og videre til Danmark.

 

Efter min studentereksamen gik jeg i gang med international markedsøkonomi og startede min egen virksomhed, som jeg drev i fem år, indtil Jesus viste sig for mig i en bemærkelsesværdig drøm og kaldte mig til tjeneste.

 

I 1997 blev "Mohabat" - eller Church of Love - en realitet, og jeg har været den daglige leder siden da. Det er en kirke i stor vækst med afdelinger i bl.a. København, Odense og Århus. Jeg er færdiguddannet som cand.theol. fra Århus Universitet og derefter Pastoralseminaret på Vartov i København, og det har jeg valgt netop for bedre at kunne varetage arbejdet som ordineret pastor for de farsitalende menigheder og migrantkirkerne i Danmark. 

 

I dag er jeg ordineret sogne- og migrantpræst med tilknytning til Sct. Hans Kirke i Odense, hvorfra jeg forsøger at bygge bro mellem migrantmenighedrerne og Folkekirken over hele landet, bl.a. igennem organisationen "Folkekirkens Migrantarbejde"  (www.folkekirkensmigrantarbejde.dk)

 

I min sparsomme fritid skriver jeg lovsange og spiller klaver og guitar. Jeg holder meget af natur og jagt. Jeg elsker hunde, men må ikke få en for min kone! :-)